Fantastisk mange danskere går op i fodbold. Vi jubler sammen, når landsholdet vinder. Vi fejrer vores favoritholds sejre i Superligaen, og vi klapper veltilfredst, når det lokale førstehold på seniorsiden slår naboklubbens ditto.

Det er helt naturligt for os som mennesker at se på resultatet og hylde sejrherrerne. Og det er der ikke noget galt i…

Men når det kommer til børnefodbold, og i denne sammenhæng piger og drenge under 13 år, kan det i mange henseender være ødelæggende, når vi voksne prioriterer kampens resultat højere end børnenes udvikling. Børnefodbold er nemlig ikke – og skal ikke være – ligesom voksenfodbold.

Det handler ikke om, at børnene ikke må gå op i at vinde. Selvfølgelig må de det! Men det handler om, at vi voksne skal flytte vores fokus fra resultat over på udvikling. Så vi ikke ser trænere skifte de to bedste spillere ind for at sikre, at kampen bliver vundet, hvis de to faktisk har spillet deres tid, og der er andre på holdet, der ikke har. Alle børn har ret til lige meget spilletid.

Det kan lyde blødsødent, vagt og uden sans for sportens indbyggede konkurrenceelement. Men det er slet ikke det, det handler om. Et markant øget fokus på udvikling frem for resultater i børnefodbolden vil derimod sikre os flere fodboldspillere, der udvikler sig, har det sjovt og skaber et livslangt kærlighedsforhold til sporten.

For at få sunde og glade fodboldbørn, som DBU’s børnestrategi beskriver, skal vi rette fokus mod de voksnes adfærd. Her vil jeg i første omgang tale til trænerne i børnefodbolden.

Måske har du allerede det rette fokus, og så vil jeg bare sige tak.

Jeres fornemmeste opgave er at sikre gode fodboldoplevelser for børnene. I forhold til kampe handler det om at skabe et miljø, der gør den enkelte kamp til en god oplevelse for hvert enkelt barn. Her har du som træner en stor men spændende opgave foran dig.

Børnene må gerne præstere for at vinde. Men de skal være givet et udviklingsfokus, som de kan vinde i. Som træner kan man sørge for at italesætte, hvad kampens fokus er, og måle kampens succes ud fra det. Et fokus kan være, at spillerne løber i position, når de ikke selv har bolden. Hvis de gør det hele kampen, men kun scorer to mål, mens modstanderne scorer fire, så har kampen været en succes, og udviklingen skal italesættes som sådan.

Som træner i børnefodbolden skal man se kampene som et træningstilbud under skærpet pres, forstået på den måde, at presset kommer fra modstanderne. Der skal ikke være et pres fra sidelinjen for at vinde kampen på måltavlen. Her kommer forældrenes rolle også i spil.

Trænere skal være gode til at inddrage forældrene som en ressource. Hvis man som træner fortæller forældrene, hvad kampens udviklingsfokus er, så kan forældrene hjælpe med at rose spillerne, når de gør sig umage for at løse den opgave, de er sat på i kampen. Når vi kender spillerne godt, kan vi nemt se, om de gør sig umage og gør alt, hvad de kan. Og det er netop det, de skal roses for. Det giver lyst til udvikling og højner naturligvis i sidste ende præstationen og kvaliteten.

Og så skal alle voksne, der har med fodboldbørn at gøre, vænne sig til at stille andre spørgsmål, når barnet kommer fra kamp. Det skal nemlig ikke lyde ”Vandt i?” og ”Scorede du mål?” men i stedet ”Hvordan gik det?” og ”Var det sjovt?”. På den måde er vi med til at fremme fokus på udvikling og gøre måltavlen mere underordnet.